Det gule sundhedskort er din offentlige rejsesygesikring, når du er på ferie eller studietur i et af følgende lande:
Andorra, Azorerne, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Færøerne, Gibraltar, Grækenland, Grønland, Holland, Isle of Man, Irland, Island, Italien, Kanariske Øer, Kanaløerne, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira, Malta, Monaco, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig.
Den offentlige rejsesygesikring dækker udgifter i forbindelse med akut sygdom, tilskadekomst og dødsfald, der er opstået i den første måned af rejsen. Det vil i praksis sige, at hvis rejsen starter den 20. i en måned, er du dækket til den 19. i den efterfølgende måned.
Derudover dækker rejsesygesikringen hjemtransport fra Færøerne og Grønland, hvis transporten er ordineret af SOS' læge.
Hvis du ønsker at være sikret hjemtransport i tilfælde af sygdom eller ulykke i de øvrige lande, skal du tegne en privatforsikring.
Ved sygdom eller tilskadekomst i Finland, Island, Norge og Sverige kan du også få dækket merudgifter til hjemtransport. Det skyldes en særlig aftale mellem de nordiske lande. Hjemtransporten skal dog være ordineret af en læge.
I tilfælde af død dækkes hjemtransport i hele rejsesygesikringens dækningsområde.
Den offentlige rejsesygesikring dækker akut opstået sygdom eller tilskadekomst på rejsen. Hvis du har søgt læge i udlandet på grund af en lidelse, som du havde inden afrejsen fra Danmark, og hvis der ikke er indtrådt en akut forværring af lidelsen på rejsen, vil genudstedelse af medicin ikke være omfattet af rejsesygesikringen.
Har du en kronisk sygdom eller en lidelse, der kræver, at du tager medicin, skal du selv sørge for, at du har nok medicin med på rejsen, også i tilfælde af, at rejsen bliver uforudset forlænget. Du kan evt. søge om refusion af dele af eller hele udgiften via det blå EU-sygesikringskort. Du skal kontakte din bopælskommune for at høre mere om det blå EU-sygesikringskort.
Hvis du vil vide mere om reglerne for indførelse af medicin til udlandet, henviser vi til Udenrigsministeriets rejsevejledninger på www.um.dk, dit rejsebureau eller den lokale ambassade / konsulat.
Du skal senest anmelde dit sygdomstilfælde / skade inden 6 måneder efter, at sygdomstilfældet / skaden er indtruffet. Hvis du anmelder senere end 6 måneder, dækker rejsesygesikringen ikke dine udgifter.

Har du haft udlæg i forbindelse med sygdom eller tilskadekomst i udlandet, og disse er dækket under den offentlige rejsesygesikring, kan du anmelde din skade til SOS International.
Pjecen "Rejsesygesikringen - Nye
regler fra 1. januar 2008" indeholder en læsevenlig opsummering af reglerne
for rejsesygesikringen.
De samlede officielle regler for rejsesygesikringen kan du læse i "Overenskomst for den offentlige rejsesygesikring".
Hvis du vil vide mere eller har spørgsmål, kan du kontakte SOS på telefon:
+45 70 10 50 58
(hverdage kl. 9.00-16.00)