I lyset af lukningen af det nordeuropæiske luftrum efter vulkanudbruddet på Island den 14. april, har SOS International a/s oprettet et beredskab til at varetage strandede rejsende fra Danmark og hele Norden.
Alarmcentralerne hos SOS har oprettet et særligt beredskabsteam til at varetage det store antal henvendelser fra passagerer, der er strandet i lufthavne i Europa og resten af verden. SOS modtager i øjeblikket omkring 3500 opkald i døgnet og har registreret mere end 4200 sager på nødstedte passagerer.
Ud over at henvende sig til SOS, rådes passagerer til at holde sig opdateret om situationen på nettet – for eksempel via lufthavnenes eller flyselskabernes hjemmesider. I forbindelse med ombookning/erstatning af billetter bedes man kontakte sit flyselskab eller sin rejseoperatør. Nogle forsikringsselskaber dækker ekstraudgifter i forbindelse med de indstillede fly. SOS holder sig ajour med forsikringsselskabernes skadespolitikker på området, og kan kontaktes for en afklaring. Yderligere information findes på www.sos.eu.
Lukningen af luftrummet over Skandinavien har resulteret i at SOS i skrivende stund har over 125 syge og tilskadekomne passagerer, der ikke kan transporteres hjem med rute- eller ambulancefly som planlagt. Ved akutte tilfælde, hvor patienten skal opereres indenfor et begrænset tidsrum, arrangerer SOS operation på nærmeste egnede og autoriserede behandlingssted. Efter endt behandling vil SOS’ lægekorps taget stilling til hvordan og hvornår hjemtransport kan finde sted.
SOS planlægger at sende en specialbygget bus for liggende og siddende patienter sydpå igennem Europa for at opsamle patienter på behandlingssteder; og i åbne lufthavne for at sikre omgående hjemtransport til videre behandling i Skandinavien.
SOS er i tæt kontakt med luftfartselskaberne for at sikre en prioritering af SOS’ patienter i forbindelse med hjemtransport til deres respektive hjemlande og de modtagende hospitaler, så snart luftrummet atter åbner.
For yderligere information kontakt Alarmchef i SOS International a/s Morten Holten +45 40 82 80 46.